HERMAN

Herman er en 13 år gammel, rød hankat. Han kom til klinikken og var meget stille, havde opkast og ville ikke rigtig spise noget.

Det blev aftalt at Herman skulle indlægges til væskebehandling, antibiotika og smertebehandling mv., og at der skulle tages blodprøver og laves røntgen af bughulen. På billederne kunne man i nærheden af mavesækken se et lille røntgentæt område, som vi gerne ville undersøge nærmere. Derfor blev det bestemt Herman skulle have foretaget en såkaldt kontrastundersøgelse af mavetarmkanalen. Her gives kontrastvæske og man følger så passagen af dette gennem mave og tarm. Hos Herman blev kontrastvæsken liggende i mavesækken – det kom slet ikke videre – og i samråd med Hermans ejer blev det besluttet, at skulle operere ham og kigge på organerne i bughulen. Nu kunne man se at galdeblæren var overfyldt og at det havde påvirket leveren. Så der blev udtaget en leverbiopsi, der kunne sendes til specialister for at få en præcis diagnose, og til sidst blev galden masseret fra galdeblæren og ned i tarmen. Heldigvis var der ikke noget der tydede på at der var permanent tilstoppelse.

De efterfølgende dage havde Herman det stadig dårligt, men han fik det langsomt bedre. Han begyndte langsomt at ville tage føde til sig og blev mere og mere livlig i buret. Til sidst var han en rigtig kælepot, der rigtig forstod at sno sygeplejerskerne om sin forpote (eller hvad man nu siger).

Herman kom hjem efter 4 dage på klinikken. Han kommer stadig til kontrol for at få tjekket vægten og leveren, men han er blevet rigtig frisk og frejdig igen.