TIGER PÅ SPRING FRA 5. SAL

tiger

Tiger kom til klinikken en mandag formiddag, i shock og blødende fra bagparten. Han kunne ikke gå, for han havde taget turen ned fra 5 sal og landet på rumpen!

Efter en grundig undersøgelse blev tiger indlagt, og med det samme shock behandlet med blandt andet væske terapi, kraftigt smertestillende og antibiotika. Han havde moderate indre blødninger, et stort åbent sår under halen og kunne ikke gå. Det lykkedes os samme dag at få taget et røntgenbillede af Tigers ryg, bagben og bækken. Det viste sig, at Tiger havde pådraget sig dobbeltsidigt bækkenbrud.

Med denne diagnose er prognosen for Tiger meget reserveret. Bækkenbruddet ville være meget kompliceret operativt at få fixeret, og der var store chancer for at nerveforsyningen til Tigers bækkenorganer ikke fungerede, hvilket ville betyde at Tiger ikke ville være i stand til at tisse og komme af med sin afføring.

Indlæggelsen af Tiger viste dog for hver dag fremskridt, og på grund af hans dejlige temperament og åbenlyse forelskelse i kvindelige dyrlæger og sygeplejersker, var den daglige behandling af Tiger ikke noget problem. På tredje dagen viste Tiger, at han i den grad kunne styre sin blærefunktion, idet han tissede en stor mængde urin lige ned i sin vandskål, ikke så meget som en dråbe røg ved siden af.
Tiger skulle dog i en tid hjælpes med at komme af med sin afføring, men efterhånden som bækkenet er begyndt at være mere stabilt og ikke volder Tiger så mange smerter, klarer han nu også selv det problem.

Dette er ikke blot fortællingen om Tiger – en fantastisk lille hankat på 17 måneder, der trods umulige ods klarede turen ned fra 5 sal. Dette er også skrevet med et lille håb om at alle kæledyrsejere sikrer deres vinduer og altaner, så uheld af denne karakter undgås. Vi får flere gange om året, især ungkatte ind på klinikken, der har været fristet af fugle eller andre spændende ting, og i et kort øjeblik har mistet fodfæstet og taget turen -de alt for mange etager -ned.

I de fleste tilfælde ender det ikke lykkeligt som i denne beretning om hankatten Tiger.
Ofte må kattene aflives på grund af for svære traumer efter faldet.

Med venlig hilsen Centrum Dyreklinik,

Dyrlæge Christa Hede